Det traditionsrige telt på Dyrehavsbakken har siden 1935 været hjemsted for Danmarks største revy, Cirkusrevyen. Nu slår TELTET på Bakken imidlertid også dørene op for andre forestillinger, shows, musicals mv.
I 2018 bød TELTET på Bakken velkommen til Mastodonterne, der i efterårsferien opførte musicalen 'Askepot', og i november og december lagde Anders 'Anden' Matthesen vejen forbi teltet med seks stand-up shows til 'En aften med Anden'. I 2019 havde Ørkenens Sønner premiere på deres show "En fez i en hornlygte" i teltet og efter en ufrivillig coronapause i 2020 vendte Cirkusrevyen stærkt tilbage i 2021, hvor der samme år var premiere på familieforestillingen "Nissebanden i Julemandens Land" i teltet. I 2023 vender Ørkenens Sønner tilbage med deres nye show "Fingeren på pølsen".
Cirkusrevyen vil naturligvis fortsætte med at spille i TELTET på Bakken.
Det er blandt andet den forlængede åbningssæson på Bakken, der gør det muligt at åbne teltet for forestillinger uden for den sædvanlige spilleperiode for Cirkusrevyen.
Velkommen i TELTET på Bakken.